Del: - -

Den største forandring

AI - eller kunstig intelligens – udforsk, forstå, implementér var emnet for den meget velbesøgte TekSam årsdag i Odense 1.oktober.

TekSams formand, viceadministrerende direktør i DI, Kim Graugaard og næstformand, Mads Andersen, næstformand i CO-industri og gruppeformand i 3F har forventninger til, at kunstig intelligens AI  skaber store forandringer i de kommende år.

-Jeg tror, det er det, der kommer til at forandre mest i de kommende år, så det gælder bare om at komme i gang, sagde Kim Graugaard.  Han understregede også, at en undersøgelse fra Trygfonden viser, at medarbejdere ikke frygter, at kunstig intelligens tager deres job.

-En gamechanger, kaldte Mads Andersen det og fremhævede, at de virksomheder, der ikke følger med i den teknologiske udvikling, taber terræn.

-AI (kunstig intelligens) har potentiale til at forbedre alt – både produktivitet og arbejdsmiljø, så tag med i jeres samarbejdsudvalg, hvordan det kan forbedre jeres arbejdsplads, sagde han.  



Deltagerne kunne bruge deres telefoner til at stille spørgsmål på Slido. Meget nemmere end en vandrende mikrofon, og der blev bl.a. spurgt om: Hvordan man gør kollegerne trygge ved AI, hvordan Danmark er sammenlignet med landene omkring os, og hvordan man kvalitetssikrer AI-løsninger.  

Ikke et monster

Anders Kofod-Petersen, professor i anvendt kunstig intelligens ved universitet i Trondheim, fortalte om potentiale og udforskning ved kunstig intelligens.

-Han sagde blandt andet, at han virkelig er ekspert, for han har lavet alle tænkelige fejl på området, og han opfordrede andre, der skal i gang med at bruge AI, til bare at prøve sig frem, for der er ikke noget AI-monster, der springer ud af skærmen og spiser én, hvis man begår fejl. Han beskrev kunstig intelligens som en værktøjskasse med forskellige rum og værktøjer og konstaterede, at AI giver et gigantisk potentiale for optimering – især hvis mennesker og maskiner arbejder sammen.

Et banebrydende instrument

Thomas Terney, iværksætter og tech-ekspert, sammenlignede kunstig intelligens med smartphonen, der også totalt har forandret vores liv.

Han nævnte eksempler på, hvordan kunstig intelligens allerede har gjort hverdagen lettere ved fx at genkende nummerplader på biler, når de kører over broen.

Han viste også eksempler på billeder, der var lavet ved hjælp af AI, og deltagerne kunne konstatere, hvor svært det er at kende dem fra fotos taget af en fotograf.

-AI kommer til at accelerere samarbejdet i fremtiden, fordi vi kan være bedre forberedt til fx jobsamtaler. 
Han viste også, hvordan håndskrevne noatater ved hjælp af AI på få øjeblikke kan omdannes til et strategidokument.

-Det er et banebrydende instrument, erklærede han.

Thomas Terney ejer en lille virksomhed, der producerer undervandskameraer til svømmere, så de ved hjælp af AI kan se, hvordan de kan forbedre deres teknik. 

Teknologioptimist

I virksomheden Topsoe er der begejstring for kunstig intelligens, der leverer teknologi til halvdelen af verdens kunstgødningsindustri.

-Og jeg er teknologioptimist, sagde Morten Holm Christiansen, direktør for digitalisering. Han fortalte, at allerede nu bruger 2.400 medarbejdere kunstig intelligens, og de er begejstrede for det.

-Det nedbryder kommunikationsbarriererne og styrker medarbejdernes engagement. Jeg er målløs over den værdi, jeg har fået. Jeg tror, vi har sparet tid for over 50 millioner kroner i kraft af en meget begrænset investering, sagde han  

Morten Holm Christiansen siger også, at Topsoe er bevidst om sikkerheden og har lavet et internt  system, så virksomheden ikke bliver udsat for industrispionage.  

Det er ikke et cowboyland

Natalie Videbæk Munkholm, lektor og ph.d., Aarhus Universitet lovede at underholde med nogle spændende paragraffer, da hun holdt oplæg efter frokostpausen.

Hun indledte med at opfordre til, at lave husregler for ansvarlig brug af kunstig intelligens og erklærede, at de sædvanlige regler for informationsindsamling gælder.

-Det er jo bare et nyt redskab. Vi er jo ikke i cowboyland, og noget, der er ulovligt, bliver ikke lovligt, fordi det er AI, der gør det. Hun nævnte fx, at man i USA smider folk ud af virksomheden, hvis overvågning viser, at de har planer om at organisere sig eller nedlægge arbejdet.

-Det må man ikke i Danmark, understregede hun og tilføjer, at overvågning ikke i sig selv har noget med kunstig intelligens at gøre, men at værktøjet gør mulighederne nærmest ubegrænsede. Men det fremgår allerede af straffeloven, i hvilket omfang overvågning er lovligt, og hvad data må bruges til.

-SU er nøglen. Brug SU som et strategisk sted til at samle viden om kunstig intelligens, anbefalede hun.    

Lars Jørgensen og Per Flyvholm

Hverdagen i smelteriet er blevet lettere

Teknisk direktør Lars Jørgensen og fællestillidsrepræsentant Per Flyvholm fra Birn Jernstøberi i Holstebro fortalte, at de har arbejdet med AI/kunstig intelligens gennem de seneste 2-3 år.

-Og det har bestemt gjort hverdagen lettere, sagde fællestillidsrepræsentant Per Flyvholm, DM, der arbejder i smelteriet. 

Et jernstøberi er en meget energikrævende industri, men alt, hvad de laver, er baseret på skrot. 

-Og skrot er billigt i CO2-regnskabet, understreger teknisk direktør Lars Jørgensen. AI er med til at spare et halvt kilo jern per støbning, fordi støbningen kører automatisk. 

Fællestillidsrepræsentant Per Flyvholm kom med det gode råd, at man skal starte småt og overskueligt, for undervejs vil der være meget, der driller og kræver tilretning af systemet.

-Derfor er vores erfaring, at man skal involvere medarbejderne, for deres viden om dagligdagen er altafgørende i så store forandringer, sagde han og tilføjede, at respekt for medarbejderne er afgørende. 

-Man skal forstå deres behov for at opnå fortrolighed med det nye, og involvering skaber en naturlig interesse, sagde han. 

Lars Jørgensen nævnte også, at virksomheden var i en eksperimenterende tilstand og at mange af diskussionerne foregik ved maskinerne.

-Vi har selvfølgelig haft eksterne kompetencer til at bygge specifikationerne ind i værktøjerne, men det har været overraskende billigt, sagde teknisk direktør Lars Jørgensen og tilføjede, at de undervejs ofte har trimmet udstyret, men at det nu kører automatisk.

Thomas Geuken

Skab gode, menneskevenlige arbejdspladser

Fremtidsforsker, psykolog Thomas Geuken er ikke i tvivl om, at kunstig intelligens vil forandre alt. 
-Om det bliver en utopi eller en dystopi eller noget midt imellem ved vi ikke, sagde han.

-Men det er jer i SU, der skal have kvalificerede dialoger om, hvordan man - ved hjælp af AI – skaber menneskevenlige job, og hvad der karakteriserer en god, rar arbejdsplads.

-Det er færdigheder, der skal på pension, ikke mennesker, så der bliver brug for masser af omskoling og efteruddannelse, sagde han.

Han fortalte også, at undersøgelser viser, at mennesker, der arbejder med AI, lider mere af ensomhed, misbrug, relationssult o.a.  

-Derfor skal I i SU skabe en kultur, som folk trives i, sagde han.

Hav respekt

I deres afsluttende bemærkninger sagde TekSams to konsulenter Jan Lorentzen, DI, og Keld Brødsgaard, CO-industri at vi for et år siden intet vidste om AI, så udviklingen er gået ekstremt hurtigt. Men der er både udfordringer og opmærksomhedspunkter, og det er noget, vi skal have respekt for – men ikke være bange for.  
I løbet af efteråret indbyder TekSam til tre temadage om AI. 

Du finder oplægsholdernes slides her, efterhånden som vi modtager 


Senest revideret den 01. november 2024