Tidspunkt: 10. december, kl. 13.00 -14.30
Coronakrisen ændrede på et kort øjeblik verden – og ændrer den til stadighed. Medarbejdere og ledere må tænke i nye måder at løse arbejdsopgaverne på. På flere arbejdspladser er arbejdsfællesskaberne brudt op. Nogle ansatte skal arbejde hjemmefra og løse arbejdsopgaverne på distancen, mens andre møder ind i en forandret verden. Usikkerheden og bekymringerne for fremtiden kan være mange - både i forhold til produktionen, egen funktion og selve organisationen.
På dette webinar sætter vi fokus på, hvad AMR, TR og arbejdsmiljøledere hver for sig og ikke mindst sammen kan gøre for at skabe stærke arbejdsfællesskaber, fokuseret opgaveløsning og trivsel i en ekstraordinær tid og tage hånd om mistrivsel, hvis den opstår.
Vi kommer omkring følgende emner:
- Kriser, der udvikler sig, og hvorfor forskellige personer reagerer forskelligt på forskellige tidspunkter
- Forandringer og uforudsigelighed - få arbejdsfællesskabet godt igennem
- Mathed i relationerne og hvordan I kan revitalisere dem
- Samarbejd fokuseret om arbejdsopgaverne i en krisetid – gør den tavse viden talt
- Distancearbejde og trivsel på distancen
Deltagerne får viden og konkrete redskaber. Der trækkes bl.a. på et omfattende forskningsprojekt om trivsel og arbejdsfællesskaber under coronakrisen.
Om underviseren Malene Friis Andersen
Malene Friis Andersen er ph.d. og autoriseret psykolog. Hun arbejder som selvstændig organisationspsykolog og som forsker i psykisk arbejdsmiljø, trivsel, stress og arbejdsfællesskaber. Malene er blandt andet forfatter til ”Stop Stress – Håndbog til ledere”, som blev kåret til Årets Ledelsesbog 2017. I 2018 modtog hun desuden GL-prisen. Hun er desuden forskningsgruppeleder for et større forskningsprojekt om Arbejdsfællesskaber under coronakrisen.
Malene Friis Andersen har også kigget på, hvordan covid-19-krisen og nedlukningen i foråret påvirkede den mentale sundhed og arbejdsfællesskabet på arbejdspladserne. Læs artiklen her.
Praktisk information
Hvornår: Tidspunkt: 10. december, kl. 13.00 -14.30