Foto: privat
Manu Sareen sammenligner livet på arbejdsmarkedet med at køre gennem livet på en cykel uden luft i dækkene. Det er ikke umuligt, men det er besværligt, hvis man har ADHD eller andre psykiske diagnoser.
-Det skal ledelsen og kollegerne tage højde for. De kan ikke pumpe cyklen, men de skal tænke på, at mennesker med diagnoser har nogle særlige udfordringer, siger han. Manu Sareen er 56 år, og han var over 50, da han fik diagnosen ADHD, og i en periode var han formand for ADHD-foreningen. Han har en fortid som minister, folketingsmedlem og forfatter, og nu bruger han sin tid som coach, foredragsholder og kurser i at lave mere neurodivergente arbejdspladser.
-Hele udgangspunktet for dette er, at flere og flere får psykiske diagnoser og 82 procent af befolkningen vil på et tidspunkt søge behandling for psykiske problemer og hver fjerde henvendelse hos den praktiserende læge drejer sig om psyken, fortæller han. Derfor er det vigtigt, at arbejdspladserne er åbne for kolleger med forskellige diagnoser.
Man skjuler det
Manu Sareen erklærer, at det største problem for den enkelte ikke nødvendigvis er selve diagnosen, men at mange skjuler lidelsen. Han har selv beskrevet, hvor stor en lettelse det var at få en diagnose, så han havde en forklaring på, hvordan han havde det.
-Det er meget ensomt at have en diagnose, som man ikke fortæller andre om. Det er svært ikke at kunne dele det med nogen, fortæller han og fremhæver, at det ofte er en del af at få det bedre, at man fortæller andre om det, så det ikke længere er et tabu.
Mange dulmer sig også med alkohol eller stoffer, som man lidt galgenhumoristisk omtaler som ’selvmedicinering’. Manu Sareen nævner også, at han oplever, at psykisk sårbare mennesker går ud for at ryge – selv om de ikke ryger, men bare har brug for en pause fra samværet med andre.
De skal arbejde
Han frygter, at vi står overfor en generation af unge, som har det skidt, og hvis liv bliver forværret, hvis ikke de absorberes på arbejdsmarkedet.
-Og samtidig mangler vi arbejdskraft, så der er et ønske om, at de også skal være en del af arbejdslivet. Det giver god mening, understreger han og nævner, at de fleste virksomheder har en CSR-politik, hvor ens værdigrundlag bliver præciseret. Det vil være oplagt at gøre neurodiversitet til en del af virksomhedens politik.
Han nævner også, at de mange stresssygemeldinger måske skyldes, at medarbejdere skjuler deres diagnoser eller sårbarhed og derfor selvmedicinerer sig.
På et spørgsmål, om neurodivergente hjerner har nogle særlige kompetencer, erklærer han kækt, at han jo for eksempel har skrevet over 30 bøger.
-Så ja, mennesker med autisme, ADHD og andre diagnoser har tit en mere kreativ tilgang til problemløsninger, og det er jo efterhånden kendt, at nogle medarbejdere med ADHD har en evne til at hyperfokusere, forklarer han.
-De kan være sindssygt dygtige medarbejdere, hvis man giver dem frihed, og hvis man forstår dem, siger han og understreger, at det jo er en opgave for ledelsen og tillidsrepræsentanter at skabe en rummelig arbejdsplads. Man skal selvfølgelig forstå, at nogle af dem ikke passer til et arbejde, hvor man bare skal udføre en bestemt opgave og så skride igen. De skal have indflydelse og mulighed for at bidrage til løsninger. Nogle vil have brug for mere fleksibilitet – fx at kunne gå tidligt nogle dage, siger han.
Nogle vil måske også have brug for kortere arbejdstid, for de bruger alt deres krudt på arbejdspladsen, så de ikke har nogen energi tilbage, når de kommer hjem. Det gælder især, hvis de også bruger energi på at holde deres diagnose skjult, men også hvis man er meget sensitiv og konstant har alle antenner ude, fordi de ikke kan sortere i vigtige og ikke-vigtige informationer.
-Det betyder, at de er på overarbejde oppe i hovedet hele tiden, siger han og kommer med sammenligningen om at køre gennem livet på en cykel på flade dæk.
Hvad kan vi gøre?
Han opfordrer arbejdspladserne til at være åbne overfor mennesker med diagnoser og gerne spørge, hvad man kan gøre for at de fungerer på arbejdspladsen. Tit er storrumskontorer et problem, og industriarbejdspladser kan være et problem, hvis der er meget støj.
-Det kan man løse med nogle store hørebøffer, foreslår han. Det er tit de bløde ting, forståelse og accept, der betyder, at mennesker med diagnoser trives på en arbejdsplads.
-Det vigtigste er jo at forstå, hvad det drejer sig om, og gerne holde igen med visse typer af jokes, som måske bliver misforstået, siger han.
En ungdomsgeneration, hvor mange døjer med psykiske problemer, betyder, at mange flere arbejdspladser vil møde kolleger med diagnoser, og det er vigtigt at give plads til dem.
-Nogle mennesker bliver handlingslammede, når de møder folk med diagnoser, fordi emnet er så dybt tabuiseret. Det skal man ikke blive. Man skal være inddragende og nysgerrig, opfordrer han.
Manu Sareen er uddannet socialpædagog, tidligere folketingsmedlem og minister og har skrevet 30 bøger. Især er han kendt for de 11 børnebøger om nørrebrodrengen Iqbal Farooq. Flere af dem er filmatiseret.
Læs mere her: Manu.dk
Manu Sareen har lavet en serie podcasts, hvor han har interviewet kendte mennesker om deres liv med ADHD. Hør podcastserien her.