Del: - -

22 nye virksomheder hos Alfa Laval

Alfa Laval lejer tom fabrikshal ud til 22 nystartede, eksperimenterende virksomheder, der kan være med til at sikre Alfa Lavals fremtid.

Af Ingrid Pedersen. Foto Søren Hytting.

En tidligere fabrikshal hos Alfa Laval i Søborg er omdannet til Innovation House. Her lejer 22 startupvirksomheder sig ind. Foruden husly får de adgang til faciliteter som kantine, reception og rustfri stålsvejsning hos Alfa Laval – og de får masser af inspiration og netværk med de andre nybegyndere i den store hal.

-For Alfa Laval betyder det, at vi er med til at skabe nye, bæredygtige virksomheder, der vil være loyale samarbejdspartnere, som kan være med til at sikre Alfa Laval i fremtiden, siger administrerende direktør Per Lund Hansen.

Henrik Røssel, der er Head of Innovation House, fremhæver, at huset er populært og allerede efter et halvt år blev det tydeligt, at alle 3000 kvadratmeter ville komme i brug. Det er samtidigt et aktivt sted, for der er udstedt over 200 adgangskort til de 22 virksomheders medarbejdere, der har brug for at komme i huset.

-Tanken er ikke, at virksomhederne skal blive her altid, men at de er her i 2-3 år og derefter flytter ud i egne lokaler, så andre kan komme ind, siger Henrik Røssel.

Bliver den største kunde

En af de virksomheder, der har store forventninger til fremtiden, er Copenhagen Atomics, der bygger små atomkraftværker, som ikke fylder mere end en 40 fods container.

-Hvis vi lykkes, bliver vi Alfa Lavals største kunde indenfor varmevekslere, siger grundlæggeren Thomas Pedersen. Han fremhæver, at virksomheden er overordentlig glad for at kunne bruge Alfa Lavals teknologi i udviklingsfasen. 

Thomas Pedersen understreger, at det er følelser, der gør folk til modstandere af atomkraft, og han fremhæver, at brug af fossile brændstoffer og røg fra kulkraftværker har kostet mange flere liv end ulykker på atomkraftværker.

-Og vores teknologi er ufarlig og noget helt andet end de gammeldags atomkraftværker, siger han.

Den store forskel er, at de anlæg Copenhagen Atomics udvikler, udnytter fuelen/brændstoffet bedre. Desuden kan man genbruge de gammeldags atomkraftværkers deponerede brændsel, fordi man kan udnytte restværdien i dem. Det betyder også, at det brugte brændsel bliver mindre farlig og ikke skal deponeres så længe. Ikke mindst er anlæggene mindre og billigere.

Et enkelt af værkerne fra Copenhagen Atomics kan levere 40 megawatt elektrisk – det svarer til det, 3-4 af de allerstørste vindmøller kan levere.

-Jeg tror ikke, vi kommer til at opstille værker på dansk hav, men jeg tror, at når EU's store planer om energiøer, som aftalt i Esbjerg-deklarationen, skal realiseres, bliver vi en del af dem – sammen med solceller, vindmøller og andet, siger han.

Værkerne er endnu ikke færdigudviklede til salg, men flere lande i verden har vist interesse for dem, og MIT (Massachusetts Institute of Technology) har allerede købt tre prototyper.

-I teorien kan virksomheder som Alfa Laval gå sammen med andre virksomheder og købe et anlæg, så de kan sikre deres egen energiforsyning, men det er nok mere sandsynligt, at anlæggene opstilles, hvor der tidligere har været kulkraftværker, eller hvor kulkraftværker er planlagt. De små anlæg kan arbejde sammen, så man kan opstille 10-20 styk sammen for at opfylde behovet, siger han.

Værdi i kaffegrums

En anden virksomhed, der vil udnytte restværdien i et affaldsprodukt, er Kaffe Bueno.

-Tre fyre fra Colombia, der jo er en af verdens største kaffeproducenter, ærgrede sig over, at kun én procent af værdien i kaffebønnen bliver udnyttet, og i Innovation House kunne de bruge Alfa Lavals dekantere, separatorer og membran filtratorer til at udskille cellulose, proteiner, lipider, polyfenoler og andre værdifulde stoffer, der blandt andet bruges i kosmetikindustrien, fortæller Henrik Røssel. Udnyttelsen af disse stoffer forhindrer, at der udvikles metangas og andre miljøskadelige stoffer, som det sker, når kaffegrums bare ryger ud som affald.

Hver dag drikker verdens befolkning 2,25 milliarder kopper kaffe, så der bliver ikke mangel på råvarer.

Vindmølle på cykel  

Kite X eksperimenterer med at fremstille små lette vindmøller, der kan fremstille strøm, når man camperer i ødemarken eller andre steder, hvor man er uden strømforsyning.

Andreas Okholm forklarer, at alt på vindmøllen er 3D-printet, og møllen kan skilles ad og samles på et kvarter.  Den vejer kun 10 kilo, og når den er skilt ad, kan man have den med på sin cykel. Strømmen kan lagres i et batteri.

Fermentering og biofuel

De små virksomheder i Innovation House spænder vidt. Blandt de øvrige 19 er Easy Partz, der udvikler billig og hurtig CNC-fræsning i små serier. Det er relevant, når man skal lave prototyper.

Chromologics er en bioteknologivirksomhed, der udvikler naturlige farvestoffer til fødevareindustrien ved hjælp af fermentering, og Kvasir udvikler en metode, der ved hjælp af trygkogning i alkohol omdanner biomasse til biofuel.  

-Vi har store forventninger til, at der er kunder i det maritime marked, fordi der stilles nye krav om dekarbonisering af skibsfarten, forklarer en af grundlæggerne Joachim Bachmann Nielsen. En af fordelene for skibene er, at biofuel kan bruges i de eksisterende skibsmotorer.

Sundew arbejder også med fermentering for at fremstille medicin til aquafarme og dambrug. Begge dele er i stor vækst, især i Asien, fordi verdenshavene ikke kan levere de fisk, forbrugerne efterspørger.

Mange af startups’ene arbejder på, at virksomhederne kan optimere deres energiforbrug.

Tegnology omdanner procesvarme til elektricitet – uden brug af batterier.

En af ingeniørerne bag, Li Han, forklarer, at teknikken er interessant for farma-industrien, fordi man her vil undgå batterier.

Hymeth udvikler en metode, så man kan lave elektromagnetisk elektrolyse ved hjælp af procesvand i stedet for at bruge rent drikkevand.

Ankom på skateboard

Alfa Laval er allerede langt med grøn omstilling. F.eks. bliver stål, elektronik, træ, plast og andet affald indsamlet og genbrugt.

-Den slags indsamler vi fra cirka10 fraktioner på fabrikken, forklarer fællestillidsrepræsentant John Pedersen, der arbejder i intern service.

-Da de så åbnede Innovation House, tænkte vi: Hva’ fanden sker der, da vi så alle de der nye typer. Nogle af dem ankom jo på skateboard, griner John Pedersen.

Han understreger, at de nye kolleger hurtigt blev integreret. Og at de godt kan finde ud af at sortere affald.

Overskudsmad og cykelservice

Medarbejderne kan tage overskudsmad fra kantinen med hjem, så den ikke går til spilde. Af Ingrid Pedersen. Foto: Søren Hytting.

Alfa Laval er allerede nået langt med at reducere sin egen CO2-udledning og fremstiller pumper, varmevekslere, ventiler, dekantere, separatorer o.a. til bl.a. fødevareindustrien, farma og skibsfart, så andre virksomheder også bliver mere grønne. Men internt i virksomheden arbejder de også på at blive mere bæredygtige – blandt andet i kantinen.

Angela Arndt-Jensen fortæller, at kantinen har en Too Good To Go-ordning, så medarbejderne kan købe overskudsmad med hjem.

-Det redder op til 30 måltider om dagen, fortæller hun.

Kantinen har også andre forsøg mod madspild. FoodOp, der er med i Innovation House, arbejder på at reducere madspild gennem digitale løsninger. Ved at sætte vægte under fadene på buffeten kan man dokumentere, hvad der bliver spist mest af, så menuen kan indrettes efter det. Men kantinen har det problem, at man aldrig ved, hvor mange der er på arbejde. og hvor mange der spiser i kantinen, og tanken om, at man på forhånd skal meddele, om man spiser i kantinen, er lidt svær at gennemføre. Det tog også lidt tid, før den ugentlige vegetardag blev populær. Men det er den blevet – og måske giver velsmagende vegetarmad også inspiration til de hjemlige køkkener.  

For at gøre det mere attraktivt at cykle på arbejde, har firmaet en cykelserviceordning, så man kan få sin cykel lappet og repareret på stedet og alt engangsplastikbestik er udfaset, og alle har fået udleveret en drikkedunk, som de bruger i stedet for engangsglas.

-Men der var et ramaskrig, da affaldsspandene til engangskaffekopper forsvandt, så folk skulle rejse sig og gå længere for at smide dem ud, siger hun.

De arbejder også på at indføre en samkørselsapp, så kolleger kan give hinanden et lift, og de har netop opsat 55 nye ladepladser til elbiler. Og der er flere tiltag for at energioptimere på vej.

-De høje priser gør det jo yderligere attraktivt at isolere, sætte termoruder i, og vi er på vej til at udfase det sidste naturgasfyr, så det bliver erstattet af fjernvarme, siger Henrik Langkilde, der arbejder med Facility Management.

-Flere og flere af den slags gode ideer dukker op og bliver behandlet i SU, siger Per Lund Hansen.

Alfa Lavals mål er, at virksomheden ingen CO2 udleder i 2050. Allerede 2030 skal udledningerne fra Scope 1 og 2 være reduceret med 100 procent og med 50 procent fra Scope 3.

Alfa Laval oprettede Innovation House i 2019.

Alfa Laval har 18.000 medarbejdere på verdensplan. Heraf 1800 i Danmark. De 500 er i Søborg.

 

Samarbejdsudvalg fra en række industrivirksomheder så nogle af de virksomheder, der måske bliver milliardvirksomheder, og er en del af Innovation House i Søborg.

Kaffe Bueno udvinder værdifulde olier fra kaffegrums.

Med en lille let vindmølle kan man selv lave strøm i ødemarken.

Copenhagen Atomics udvikler små atomkraftværker, der udnytter fuelen/brændstoffet bedre og kan genbruge de gammeldags atomkraftværkers deponerede brændsel, fordi man kan udnytte restværdien i dem.

Tegnology omdanner procesvarme til elektricitet – uden brug af batterier. Det er interessant for farma-industrien, fordi man her vil undgå batterier.

 

 


Senest revideret den 16. september 2022